Studerende/praktikant til marketing og kommunikation
22/07/2021
Til vores kontor i Glostrup er vi løbende på udkig efter dygtige studerende/praktikanter, der har lyst til at prøve kræfter med forskellige opgaver inden for kommunikation og marketing. Vi har brug for dig, der elsker at skrive, færdes hjemmevant på de sociale medier og ikke er bleg for at udfordre dig selv kreativt.
Om stillingen og Bording Danmark
Du hører hjemme i vores kreative afdeling, der tæller kommunikationsfolk, grafiske designere, konsulenter og projektledere. Vi er en del af Bording Danmark – et alsidigt marketing- og kommunikationshus med 100 medarbejdere fordelt på fire forskellige kontorer. Vi hjælper vores brede kundeportefølje med alt fra adfærdskampagner og PR-strategier til tryksager og digitale løsninger. Dine nye kollegaer har fagligheden i orden og er megasøde og hjælpsomme. Vi spiser kage hver torsdag, drikker (nogle gange) en øl om fredagen og har godt humør og plads til dig hver dag!
Dine arbejdsopgaver
- Du er med til at styrke vores egen marketingindsats og hjælper også til med kundeopgaver
- Du sidder med til marketingmøderne og kommer med gode idéer til kampagner, SoMe-content, PR-aktiviteter, seminarer og lignende
- Du skriver tekster til (både vores og kunders) websites, sociale medier, nyhedsbreve, salgsmaterialer, interviews og meget mere
- Du hjælper vores konsulenter med opgaver inden for research, indsigt og analyse (fx konkurrent- og markedsanalyse, søgeordsanalyse m.m.)
Din profil
- Du er i gang med eller har netop afsluttet en relevant videregående uddannelse – fx inden for dansk, kommunikation, journalistik og lignende
- Du elsker at skrive og sætter altid de rigtige kommaer
- Du er initiativrig og kreativ, og du har mange gode idéer til, hvordan man fortæller de gode, de sjove og de vigtige historier på forskellige platforme
- Du er lærenem og ikke bange for at lære nye systemer og håndværk at kende
- Du er god til at tale med mange forskellige mennesker, og det skræmmer dig ikke at gribe knoglen og lave et telefonisk interview
Sådan søger du
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte kommunikationsansvarlig, Cecilie Klit Jørgensen, på ckj@bording.dk.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning og CV på ckj@bording.dk. Vi afholder samtaler løbende. Tiltrædelse er hurtigst muligt, men vi venter gerne på den rette kandidat.