Vi giver dig 6 tips til den skriftlige ansøgning – også den, som ChatGPT har skrevet for dig.
Er du en af de mange færdiguddannede, som står og skal til at søge job, eller ønsker du, af andre årsager, at styrke dit CV og din jobsøgning?
Så læs med her! Vi har nemlig lavet en ydmyg guide med et par gode råd til jobsøgningen.
1. ChatGPT – go or no go?
”Er denne artikel overhovedet relevant for mig?” – tænker du… ”Jeg bruger jo bare ChatGPT til at skrive min jobansøgning!”. Svaret er ja! Vi er helt med på, at ChatGPT er kommet for at blive, og at det er et fantastisk værktøj, som du sagtens kan gøre brug af i din jobsøgning. Læs fx vores blogindlæg: Bliver vi erstattet af robotter?
Vi vil dog alligevel råde dig til at være opmærksom, når du bruger ChatGPT, for godt nok er teknologien smart, men den er ikke dig!
Brug ChatGPT fornuftigt og hold de næste fem tips for øje, hvis du vil naile drømmejobbet!
2. Det vigtige CV
Fanger dit CV ikke modtagers interesse, så læser de slet ikke din ansøgning!
Det anslås, at op mod 80 procent af arbejdsgiverne kigger på CV’et som det første, og det er derfor først og fremmest her, du skal lægge dine kræfter. Du kan enten opbygge dit CV i omvendt, kronologisk rækkefølge, hvor du lister relevant erfaring/uddannelse/kurser etc. med nyeste forhold først. Eller du kan skrive et kompetencestyret CV, hvor du opbygger efter nøglekompetencer. Det er nemt at Google sig til diverse skabeloner. Husk blot at dit CV altid skal være overskueligt og nemt at læse – og så skal det være vedkommende (se næste punkt).
3. Målret til modtager
Du har sikkert hørt det før, men det bliver i så fald én af de vigtigste gentagelser; målret både CV og ansøgning! Det siger en del om en kommende kollegas arbejdsindsats, hvis vedkommende ikke har gjort sig den umage at stile ansøgningen til den enkelte arbejdsplads, men i stedet sender en generisk standardskrivelse, der kunne være sendt til hvem som helst. Undersøg, hvad en arbejdsgiver efterspørger i en ny kollega, og sørg for at beskrive, hvorfor netop I er et match. Det kræver altså, at man tilpasser både sit CV og sin ansøgning – hver gang!
4. Motivér din ansøgning
Når vi har sagt målret, må vi straks følge op med motivering. For det er ikke helt nok at gentage de ord, en arbejdsgiver efterspørger i et evt. stillingsopslag eller giver udtryk for på hjemmesiden. Du kan være nok så selvstændig, initiativrig og kundeorienteret, men det store spørgsmål er hvordan? Italesæt dine kompetencer via eksempler, cases, ansvarsopgaver eller resultater, du har stået bag – og forklar, hvordan du vil bringe dem i spil på din nye arbejdsplads.
En tommelfingerregel er, at dit CV er bagudrettet (et overblik over opnåede, relevante kvalifikationer og kompetencer), mens din ansøgning skal være fremadrettet (hvad er din motivation for jobbet, og hvordan vil du bidrage).
5. Gør det kort og overskueligt
Dette afsnit giver nærmest sig selv. Arbejdsgivere modtager ofte mange ansøgninger, og er det svært at orientere sig i, ryger du nærmest automatisk over i nej-bunken. Gruppér dit CV og giv hvert afsnit en overskrift. Overskrifter i ansøgningen er også en god idé. Både som indledning til at fange opmærksomhed og i selve brødteksten for at dele indholdet op og gøre det nemt for læser at gå til. Hold helst din motiverede ansøgning på én side, maks. halvanden. Længden på CV’et er lidt sværere at rådgive om, da det afhænger af relevant indhold. En gængs opfattelse synes at være, at 3-4 sider til CV er passende. Gør brug af bullets, da der ikke er tale om en fristil her.
6. Billede og bilag
Om man skal vedhæfte billede eller ej er en evig diskussion, og i sidste ende er det nok en subjektiv holdning. Ofte er det dog nemmere at relatere til et budskab, hvis man kan sætte ansigt på afsender. Det er forskelligt fra arbejdsplads til arbejdsplads om, og hvilke, bilag, man kan/skal/bør medsende. En god anbefaling – ja tak. Eksempler på udført arbejde/resultater – også gerne. Eksamensbevis – for nogle ja, andre nej. Fælles er, at man selvfølgelig skal overveje, hvilke og omfanget af de bilag, der giver mening.
Og nu vi er ved at overveje, så overvej da også lige, om en klassisk ansøgning er vejen frem for dig til en given stilling, eller om det er mere oplagt f.eks. at lave en video.