Til sommer træder nye regler om affaldssortering i kraft. Alle borgere skal sortere deres affald i 10 typer på grund af målet om en klimaneutral affaldssektor i 2030. På denne side kan du blive klogere på de nye regler og få inspiration til, hvordan du via god affaldskommunikation får borgerne til at handle efter de nye regler.
Nogle steder i landet bruges den grønne biospand flittigt til bananskræller og andet madaffald, og sortering af pap og papir er en naturlig del af hverdagen på matriklen. Andre steder er man nødt til at slæbe affaldet til genbrugspladsen for at sortere (og der kan være langt). Der er stor forskel på regler og muligheder for affaldssortering i landets 98 kommuner. Men fra 1. juli 2021 skal det være slut. Her træder nye, nationale regler i kraft, der betyder at alle borgere – uanset kommunalt tilhørsforhold – skal sortere deres affald i 10 typer: mad, papir, pap, metal, glas, plastik, tekstiler (fra 2022), fødevarekartoner, restaffald og farligt affald. De 10 typer markeres med piktogrammer, som bruges i alle kommuner:
Hvad er danskernes holdning til affald og sortering?
Mange danskere er klima- og miljøbevidste, og generelt er hovedparten velvilligt indstillede på at gøre noget godt for klima og miljø – faktisk er over halvdelen positive over for at skulle sortere mere affald (Userneeds, 2020). Tal fra Miljøstyrelsen viser da også, at det går fremad med viljen til at sortere. I 2018 blev 48 procent af danskernes husholdningsaffald sorteret, hvilket er en stigning i forhold til 2017, hvor andelen var 46 procent.
At få borgerne til at sortere deres affald, handler som så meget andet om holdnings- og adfærdsændring. Der skal skabes konsensus om, at vi selvfølgelig skal sortere vores affald. Samtidig er det vigtigt at imødekomme danskernes ønsker til sortering, hvor disse fem punkter gør sig gældende for stort set alle danskere:
- Det skal være nemt og bekvemt
- Det må ikke blive dyrere
- Det skal være tydeligt, hvad man skal gøre – og alle skal bidrage
- Det skal være tydeligt, at man gør en forskel (vi har nu sparet xx ton co2 i kommunen)
- Det er vigtigt med anerkendelse, og at man har en god fornemmelse af sin egen indsats
(Bording-montagefolk opsætter affaldsklæb i Aarhus med rådmand Bünyamin Simsek)
Sådan kommer du fra A til B
At skabe holdningsændringer i befolkningen kræver en velfunderet strategi og sikker implementering. Det er vigtigt at møde målgrupperne med præcise og relevante budskaber på rette tid og rette sted. Derfor er det afgørende, at du både definerer dit udgangspunkt (A) og dit endelige mål (B):
A) Hvad er udgangspunktet? Hvad er målgruppernes nuværende holdninger til affaldssortering? Hvor meget sorterer de nu?
B) Hvor skal målgrupperne flyttes hen? (Præcis og konkret målsætning – f.eks. xx % skal være positivt indstillede i 2021 eller xx % skal sortere xx % af deres affald i 2022)
Definition af A kræver indsigt og analyse. Her kan metoder som målgruppestudier og udarbejdelse af personaer være ganske nyttige. Du kan f.eks. hente inspiration hos Dansk Affaldsforening, der har defineret disse fire personer i en tidligere undersøgelse fra 2013:
- Idealisterne, der gerne vil gøre endnu mere
- Gruppen, der lægger mest vægt på, at det skal være nemt og bekvemt
- Pragmatikerne, der “blot” skal have at vide, hvordan de skal gøre – så gør de det
- Gruppen af danskere, der er ligeglade og ikke ofrer affaldssortering opmærksomhed
Indsigten i din målgruppe og deres nuværende holdninger er afgørende for de aktiviteter og de budskaber, der leder dig til B (målet). Er din målgruppe f.eks. af den holdning, at de gerne vil sortere, men at det skal være nemt og ligetil, kan din kommunikationsindsats handle om, hvor let det faktisk er sortere. Dette kan understøttes af simple grafiske budskaber. Er din målgruppe derimod skeptisk over for, at affaldssortering rent faktisk nytter noget, handler det måske i højere grad om myteaflivning og om at tydeliggøre forskellen (hvis vi sorterer xx, sparer vi xx og får xx).Når du har defineret dit A og dit B, skal du i gang med at udarbejde de budskaber, der med udgangspunkt i dit A flytter målgrupperne mod B. Det er vigtigt, at du:
- har fokus på relevante og målrettede budskaber, der trin for trin flytter målgrupperne mod målet
- altid tager afsæt i lovgivning, fakta og værdier
- møder målgrupperne med information, når den efterspørges – og i de rette, tilgængelige medier
Hjælp og inspiration
Vi hjælper gerne med alt fra analyse og strategi til kampagner og kommunikationsmaterialer (fysiske såvel som digitale). Du kan blive inspireret af nogle af vores tidligere affaldsprojekter lige her: