Kommunikations- og marketinghuset Bording Danmark opkøber københavnsk bureau med mere end ti års erfaring inden for lotterier, fundraising og gamification.
Bording Danmark fortsætter stimen af opkøb. Den tiende tilføjelse til virksomheden siden 2013 bliver det københavnske bureau Blackbox Branding.
– Vi er hele tiden på udkig efter nye måder at udbygge vores forretning på, i tråd med vores strategi om at være et 360 graders kommunikations- og marketinghus, der kan hjælpe vores kunder fra rådgivning til eksekvering og levering. Det er opkøbet af Blackbox det seneste eksempel på, siger Steen Rocatis, administrerende direktør hos Bording Danmark.
Blackbox Branding har siden 2012 specialiseret sig i fundraising, gamification-baseret markedsføring samt udvikling og salg af landslotterier. Porteføljen tæller blandt andre en række velkendte NGO’er, som Danske Hospitalsklovne, Kræftens Bekæmpelse og Børns Vilkår.
– Vi håndterer i forvejen lotterier og programmering af eksempelvis digitale julekalendere, men med Blackbox og deres dygtige specialister på holdet får vi løftet vores kompetencer på området til et helt nyt niveau, særligt inden for rådgivningen af kunderne, siger Steen Rocatis.
Et oplagt match
Blackbox Brandings nuværende indehaver, Niels Jørgensen, fortsætter efter overtagelsen i rollen som kontaktchef og han ser ligeledes et stort potentiale i at blive en del af Bording Danmark-familien.
– Bording Danmark har et stort netværk og en lang række af kunder, som vores ekspertise vil komme til gode. Gamification er en meget effektiv måde at skabe opmærksomhed på og budskaber igennem med. Bording Danmarks mantra er jo netop at hjælpe kunderne med at nå ud til deres kunder. Så der er et helt oplagt match mellem vores to firmaer, siger Niels Jørgensen.
Blackbox Branding kommer i forbindelse med opkøbet til at flytte fra deres nuværende lokation i Hvidovre til Bording Danmarks hovedkontor i Ejby. På mange øvrige fronter vil bureauet dog fortsætte i sit nuværende setup.
– Vi fortsætter under samme navn og med de samme medarbejdere, men på en ny lokation. Først og fremmest giver sammenslutningen en masse nye muligheder for at spille hinanden stærkere, som i sidste ender bliver en fordel for både nuværende og kommende kunder i Bording Danmark og Blackbox Branding, opsummerer Niels Jørgensen.
Fakta
- Bording Danmark overtager fra 1. januar alle aktiviteterne i Blackbox Branding
- Blackbox Branding havde i 2021 en bruttofortjeneste på 2,1 millioner kroner
- Virksomheden har fire medarbejdere, der alle fortsætter i Bording Danmark