Vi elsker at arbejde sammen med NGO’er. Derfor er vi også ovenud begejstrede for, at vi er blevet godkendt som leverandør hos Indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, ISOBRO.
ISOBROs leverandør-netværk består af virksomheder, der samarbejder med flere ISOBRO-medlemmer. Netværket er til for at hjælpe medlemmerne med at udvælge samarbejdspartnere, der har et kendskab til branchen. Et kvalitetsstempel, hvis du spørger os. Især fordi godkendelsen kræver tommel op fra flere af medlemmerne hos ISOBRO.
NGO’erne udgør nogle af vores længste kunderelationer. Fra produktion af direct mails til design af magasiner og udarbejdelsen af strategiske kampagner. Key Account Manager Jeanette Nissen er en af dem, der har været med et godt stykke tid. Hun har gennem flere år arbejdet sammen med bl.a. Læger uden Grænser, Røde Kors og Mødrehjælpen om Direct Mails, POS og skræddersyede specialopgaver.
”At samarbejde med NGO’er er helt specielt – og meget givende på flere fronter. Når vi laver Direct Mails er der kontant afregning på respons og dermed støttekroner, så det gælder om at være på dupperne i forhold til målretning. Jeg elsker at bidrage med inspiration og kreative idéer, så vi sammen kan optimere bidragene til det uvurderlige arbejde, som NGO’erne hver især bidrager med,” siger hun.
Samarbejde med mening
Med vores nylige opkøb af Blackbox Branding har vi fået endnu flere NGO-relationer ind i huset. Kontaktchef Niels Jørgensen har i mere end 30 år samarbejdet med NGO’er, heriblandt Kræftens Bekæmpelse, Børns Vilkår og Danske Hospitalsklovne. Han og Blackbox har været med til at udvikle nogle af Danmarks mest solgte landslotterier og andre vigtige fundraising-tiltag.
”Det er altid en fornøjelse at arbejde sammen med NGO’erne. Man møder positive og kreative mennesker, og så er det dejligt at være med til at støtte gode formål og mærke, at ens arbejde rent faktisk kan gøre en forskel,” siger Niels.
Han håber, at Bording Danmarks indtræden i ISOBROs leverandør-netværk kan åbne dørene for endnu flere af den slags samarbejder. ”Vi brænder for den her branche, og derfor håber vi selvfølgelig, at vi kan hjælpe endnu flere NGO’er med at udvikle meningsfulde og effektfulde fundraisingaktiviteter.”