Gaver med bagtanker
Prøv at kigge ud af vinduet. Dér bevæger nogle nuværende eller potentielle kunder sig rundt. Men ikke nok med det, så kan du også se på dem, som nogle, der kunne blive dine helt egne omvandrende reklamesøjler. Nogle der går rundt med ting med dit logo på. Helt frivilligt. Det er her, merchandise og reklamegaver kommer ind i billedet.
For forbrugeren er det nemlig en overraskelse at få sådan en gave. For virksomheden er det dog en gave med bagtanker. Der er nemlig (selvfølgelig) hardcore kommercielle tanker bag gaven, eftersom forbrugerne forvandles til omvandrende reklamesøjler. Også derfor er reklamegaver og merchandise slet ikke så tossede. Sælger du for eksempel læskedrikke, så giv dine kunder et håndklæde eller måske endda en parasol til stranden med dit logo på. Den klassiske model er også, når træningscentre giver nye kunder en træningstaske. Eller når forsikringsselskaber giver reflekser til børn, der kører på cykel. Men hvorfor er det så smart at have nuværende og potentielle kunder til at gå rundt med dit logo på?
Her er 4 af de vigtigste grunde til at give reklamegaver:
1. Forbrugeren får en god oplevelse med dit brand
Når man får en gave, bliver man som oftest glad. Det er ikke altid sikkert, at man jubler over indholdet. Men man bliver altid glad for, at nogle har gjort sig den ulejlighed at købe noget til en. Følelsen af at få noget gratis, er tæt på at være lige så god, som når man får en gave. Især når man er dansker og gerne vil spare penge på alt.
En af de helt store fordele ved at give nuværende eller potentielle kunder gaver er derfor ganske enkel. Man giver dem en god oplevelse. Den gode oplevelse kommer som følge af overraskelseselementet. Og af den positive indstilling til det at få noget gratis og det at få en gave. Overraskelsesmomentet opstår, fordi man som forbruger ikke forventer, at virksomheder vil give én noget. De forventer tværtimod, at de skal betale for de produkter, som virksomheden tilbyder.
Gode oplevelser skaber positive følelser for dit brand hos forbrugeren. Det er næsten er noget af det vigtigste, man som markedsfører skal have for øje. Det kan godt være, at gaven ikke konverteres til direkte salg med det samme, men det konverteres til opmærksomhed og omtale. Det leder videre til grund nummer 2.
2. Reklame på lang og ubestemt tid
Får du skabt den helt perfekte gave (med den helt rette bagtanke) er der potentiale for, at gaven (og reklamen) lever i lang tid. Reklamegaver og merchandise kan komme i alverdens udformninger og typer. Det vigtigste med en reklamegave, er dog, at det er en gave, der kan leve længe hos forbrugeren. En chokoladebar kan maksimalt leve i 5 minutter (2 minutter hvis man er virkelig sliksulten), mens en mulepose, et håndklæde eller en regnjakke kan leve for evigt. Det er reklame, du kun bruger penge på én gang, men som potentielt kan leve videre i lang tid efter, uden at det koster mere. Det er også derfor, at reklamegaver ikke kan kaldes for deciderede outdoor-reklamer – selvom pointen ofte er, at gavemodtageren går rundt med gaven i det offentlige rum. Reklamegaverne kan dog være et godt alternativ til outdoor, hvilket netop også er den tredje grund.
3. Godt alternativ til anden outdoor reklame
Det kan godt være, at vi de sidste mange år har haft fokus på digitaliseringen og den digitale transformation. Men det betyder ikke, at outdoor-reklamerne er døde. Nye undersøgelser har nemlig vist, at outdoor-reklamerne driver adfærd og øger købelysten. Outdoor er især stærkt i forhold til at skabe opmærksomhed, da det når ud til mange mennesker med en høj frekvens. Reklamegaver er blot en alternativ måde at lave outdoor-reklamer på. Det gode ved reklamegaverne er, at det er mere skjult og ikke lige så direkte reklame, som outdoor-reklamer til tider kan blive opfattet som. Med reklamegaver eksponerer venner hinanden med reklamer, og det er ganske enkelt ret genialt, da man instinktivt tror mere på sine venner end på virksomheder med kommercielle bagtanker. Også derfor er earned media nøgleordet for den sidste grund til, at reklamegaver er værd at have med i sin markedsføring.
4. Gode muligheder for earned media
Earned media er noget af det sværest at opnå som brand, men det er også noget af det mest værdifulde, når det først sætter ind. Når nogle taler positivt om ens brand er det nemlig mere værdifuldt, fordi dem, der lytter, lytter mere intenst, end hvis det var en virksomhed, der sagde det samme. Er det en rigtig god gave, man har fået fra en virksomhed – en gave, som man slet ikke have forventet at få, så er det en oplevelse, man får lyst til at dele med andre. Og så er der pludselig gang i earned media.
Prøv en gang at kigge ud af vinduet fra dit kontor igen og kig på de mennesker, der går eller kører forbi. De kunne være dine omvandrende reklamesøjler. Får du lavet den rette gave, bliver de glade og bruger den. Og så bliver du glad for, at de vil gå rundt med den.
Win-win.