Danskernes lyst til at købe og lease bil topper i sommermånederne. Men mange bilforhandlere og leasinghuse får ikke nok ud af højsæsonen, fordi deres digitale tilstedeværelse ikke er stærk nok.
Duften af sommer, sol… og ny bil.
Alle tre ting hører unægteligt sammen, viser en undersøgelse, som Voxmeter sidste år lavede af danskernes købe- og leasingvaner. Sommermånederne er nemlig der, hvor flest danskere overvejer at købe eller lease bil. Faktisk overvejer hele 45 % flere at erhverve ny bil i sommer- end i forårskvartalet, viser undersøgelsen.
Men nogle bil- og leasinghuse har mere held med at få fat på de købe- og leasinglystne danskere end andre. Niveauet på den digitale tilstedeværelse kan nemlig være udslagsgivende for, hvem der får mest ud af højsæsonen, lyder det fra Bording Danmarks kontaktchef Klaus Thomsen, der igennem mange år har rådgivet bil- og leasingbranchen om markedsføring.
Kunderne vælger bil digitalt
Ifølge Bilinfo finder knap ni ud af ti danskere den bil, de ender med at købe, på nettet. Derfor er valget i mange tilfælde allerede truffet, når personen træder ind ad døren hos bilforhandleren eller leasinghuset.
”Halvdelen af bilkunderne besøger kun én forhandler. Så hvis kunden vælger at besøge konkurrenten, så bliver chancen for at få ham eller hende til at købe eller lease en bil hos dig pludselig meget lille. Derfor er det afgørende at vinde kampen om kunden på nettet,” fortæller Klaus Thomsen.
Og der er rig mulighed for at komme i kontakt med kunderne online. En undersøgelse fra Bilinfo af danskernes vaner viste i 2019, at 4 ud af 10 brugte mere end fem timer på online-research, før de erhvervede ny bil, mens 6 ud af 10 brugte minimum to timer. Og i dag er tallene formentlig endnu højere, vurderer Klaus Thomsen.
De mange timers søgen på internettet bliver blandt andet brugt på forhandlernes hjemmeside.
To ud af tre tjekker forhandlerside
Ifølge Bilinfo er forhandlerens hjemmeside mest populær, når bilkunderne researcher online. Hele 65,5 % besøger forhandlernes hjemmeside i forbindelse med anskaffelsen af en ny bil, mens bilproducenternes hjemmesider besøges af 63,6 % af bilkunderne. 55,8 % besøger en bilportal, mens 49,8 % bruger søgemaskiner.
Med så stort et antal besøgende er det afgørende, at forhandlersiderne er både brugervenlige, gennemsigtige og let forståelige. Men selvom forhandlerne vil det godt, kan det nogle gange halte på netop disse områder, fortæller Klaus Thomsen.
”Bil- og leasinghusene er passionerede, og ofte vil de gerne fortælle kunderne rigtig meget. Men de glemmer af og til, at kunderne ikke har samme ekspertise, som de selv har. Og de mange muligheder eller fagtermer kan forvirre mere, end de gavner. Derfor fokuserer vi benhårdt på at kommunikere i øjenhøjde og gøre det let at finde rundt, når vi udvikler hjemmesider til bil- og leasinghusene,” fortæller kontaktchefen.
Kunderejse – eller mangel på samme – er netop et område, som digitale eksperter tidligere har kritiseret bilbranchen for.
Læs også: Bilbranchen halter digitalt – men hvorfor er det vigtigt, når forretningen går strygende?
Ingen biler uden trafik
Når hjemmeside og kunderejse er på plads, er det næste skridt at tiltrække den rigtige trafik. Og det er mindst lige så vigtigt, understreger Klaus Thomsen, der fremhæver SEO, Google Ads og målrettede annoncer på for eksempel Facebook som de gængse fremgangsmåder. Men det skal gøres ordentligt.
”Digital markedsføring må aldrig blive et sort hul, hvori pengene bare forsvinder. Det skal skabe resultater. Derfor er det vigtigt at basere sin digitale marketingstrategi på gode indsigter og analyser. Så det for eksempel er de rigtige søgeord, man bruger penge på, og de rigtige målgrupper, man rammer på de sociale medier og sender videre til sin hjemmeside,” fortæller han.
Med sommeren hastigt på vej vurderer Klaus Thomsen, at de bilforhandlere og leasinghuse, der får styrket deres digitale tilstedeværelse, i de kommende måneder vil nyde særligt godt af danskernes øgede købe- og leasinglyst.
Bording Danmark har mange års erfaring med at rådgive, udarbejde markedsføringsstrategier og eksekvere marketing for bilbranchen. Både digitalt, fx udvikling af hjemmesider og annoncering på sociale medier, og fysisk, i form af fx tryksager, skilte og planlægning af events. Kundeporteføljen tæller både bilforhandlere, leasinghuse og bilimportører.